
Op mod 500.000 mennesker i Indien har deltaget i underskriftsindsamlinger, som kræver, at den indiske regering indfører en klima-undtagelsestilstand som følge af alvorlige hedebølger og mangel på vand.
Under inspiration fra den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har en 16-årig inder, Aman Sharma, taget initiativet til aktionen på internettet under titlen Change.org.
Han tog initiativet i maj, efter at han havde bemærket, at det år for år er blevet varmere, mere tørt og mere forurenet. Over 183.000 havde underskrevet hans erklæring fredag.
– Jeg indledte denne kampagne for at lægge pres på regeringen, fordi hvis vi forholder os tavse nu, så vil det have betydning for vores overlevelse i fremtiden, siger han.
I Mumbai har en anden aktivist, Jatindra Sharma, startet en lignende underskriftsindsamling, hvor han har fået næsten 300.000 underskrifter.
Hans krav til miljøministeriet er blandt andet, at der skal ske en hurtigere grøn omstilling, og at Indien skal leve op til Parisaftalen fra 2015. Det afgørende er at få klimaet i fokus.
Sharmas aktion har fået støtte fra adskillige filmfolk – deriblandt skuespilleren Nathalie Kelley fra tv-serien "Dynasty" samt flere Bollywood-navne.
Sharma siger, at det er hans mål at fange Hollywood-miljøforkæmperen Leonardo DiCaprios opmærksomhed.
DiCaprio har blandt andet lagt et foto på Instagram af kvinder i den sydlige by Chennai, der henter vand fra en næsten tom brønd, hvilket er hverdag for mange indere.
Chennai har været i det globale søgelys, efter at byens fire vigtigste vandreservoirer tørrede ud tidligere i denne måned – navnligt på grund af svigtende monsunregn i 2018.
Chennais er en af 21 indiske storbyer, som ifølge en af regeringens tænketanke, Niti Aayog, vil løbe tør for grundvand i 2020.