
Tyskland forlænger de coronatiltag, der gælder i landet, frem til midten af februar.
Det meddeler forbundskansler Angela Merkel tirsdag aften efter et møde med de tyske delstaters politiske ledere.
Merkel siger, at bestræbelserne på at kontrollere coronasmitten nu er truet af, at den nye variant B117 breder sig i Tyskland. Den er til stede i landet, men er ikke den dominerende variant lige nu, siger kansleren.
– Vi må handle nu og tage forebyggende skridt mod truslen fra dette virus, understreger Merkel på et pressemøde.
Hun tilføjer, at der er tegn på, at den breder sig hurtigere blandt børn en voksne.
Forlængelsen af tiltagene mod corona indebærer blandt andet, at skolerne holder lukket til 14. februar. De, der har mulighed for at arbejde hjemme, bør gøre det frem til 15. marts.
Der bliver også indført strengere krav om at bære mundbind i butikker og i offentlig transport, meddeler regeringen i Berlin.
De tiltag, der er i kraft i dag, skulle være udløbet 31. januar.
I Tyskland er der i de seneste dage registreret et fald i antallet af daglige smittetilfælde. Presset på hospitalernes intensivafdelinger er også aftaget lidt.
Men eksperter har advaret om, at den mere smitsomme variant kan få antallet af tilfælde til at stige igen.
Varianten B117 blev opdaget i det sydøstlige England i september. Den menes at være op mod 70 procent mere smitsom end den mere almindelige variant.
Den har siden spredt sig til flere andre lande og er også kommet til Danmark.