Nobelprismodtager fra hviderussisk opstand er i Berlin

Aleksijevitj, som modtager Sonningprisen 2021, er i Berlin for at modtage behandling, oplyser assistent.

Den hviderussiske forfatter og nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj, som støtter opstanden mod sit lands regime, er taget til Tysland. Det siger en af hendes assistenter.
Den hviderussiske forfatter og nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj, som støtter opstanden mod sit lands regime, er taget til Tysland. Det siger en af hendes assistenter.

Den hviderussiske forfatter og nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj, som støtter opstanden mod sit lands regime, er taget til Tyskland. Det siger en af hendes assistenter, Tatiana Tjurina, til Reuters.

– Hendes afrejse fra Hviderusland er ikke knyttet til politik, og det er hendes hensigt at vende tilbage, siger assistenten. Hun er i Berlin for at blive behandlet af læger og af arbejdsmæssige grunde, hedder det.

– Selvfølgelig vil hun vende tilbage til Hviderusland, men tidspunktet afhænger også af, hvornår myndighederne tillader det, siger Tatiana Tjurina over telefonen.

Svetlana Aleksijevitj modtager Sonningprisen 2021. Det er Danmarks største kulturpris på én million kroner, som bliver uddelt af Københavns Universitet.

– Vi glæder os til at modtage og hylde Svetlana Aleksijevitj for hendes forfatterskab og bidrag til europæisk kultur. Hendes indsats for befolkningen i Hviderusland efter præsidentvalget i august ligger i indlysende forlængelse af livsværket og vækker endnu mere anerkendelse af hendes mod og indsats, hedder det i en pressemeddelelse fra rektor Henrik C. Wegener fra Københavns Universitet.

Den 72-årige Aleksijevitj, er kendt for sine vidnesbyrdberetninger fra borgere i det tidligere Sovjetunionen i sit monumentale værk "Utopiens stemmer – historien om det røde menneske".

Aleksijevitj var et af to højtstående medlemmer af oppositionens Koordineringsråd, som ikke blev fængslet, da myndighederne slog ned på de folkelige protester vendt mod præsident Alexander Lukasjenko.

– Det, der sker, er terror mod befolkningen, har Aleksijevitj udtalt om opstanden mod regimet omkring Lukasjenko, der beskyldes for at klynge sig til magten ved massiv valgsvindel.

– Der er fare for, at vi vil miste dette land, siger forfatteren, som modtog Nobelprisen i litteratur i 2015.

Den hviderussiske forfatter har planlagt møder i Tyskland og skal deltage i en bogmesse i Sverige og skal også til Sicilien for at modtage en pris.