
Irans valgmyndigheder har udelukket førende moderate kandidater fra at stille op ved næste måneds præsidentvalg.
Det oplyser statsligt iransk tv tirsdag.
Blandt de kandidater, der ikke får lov at stille op, er den tidligere parlamentsformand Ali Larijani.
Blandt de hovedsageligt stærkt konservative kandidater, der er godkendt til at stille op, er Ebrahim Raisi, som er chef for Irans retsvæsen.
Af de syv godkendte kandidater anses han for at være favorit til præsidentposten. Raisi er den konservative fløjs spidskandidat og ses som regimets førstevalg til at afløse Hassan Rouhani.
Ali Larijani ville have været en seriøs udfordrer for Raisi.
Larijani og den pragmatiske vicepræsident Eshaq Jahangiri – der heller ikke er godkendt som kandidat – har begge sagt, at de vil fortsætte den nuværende præsident Hassan Rouhanis linje.
Heller ikke en sværvægter som den tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad vil være at finde på stemmesedlen.
Samtlige 40 kvinder, der har ansøgt om at blive godkendt som kandidater, har også fået afslag.
Det er de 12 medlemmer i det magtfulde Vogternes Råd, der beslutter, hvem der må stille op. Denne gang har rådet afvist 98 procent af de i alt 592 kandidater og kun ladet syv slippe igennem nåleøjet.
Den mere moderate Rouhani kan ikke genopstille. Han har siddet på posten i de to embedsperioder, der er
Iagttagere anser det for tvivlsomt, om Raisi vil fortsætte Rouhanis moderate linje inden for udenrigspolitik og i spørgsmålet om det iranske atomprogram, hvis han bliver præsident.
Rouhani og hans moderate fløj mener, at USA's sanktioner er skyld i Irans økonomiske trængsler. De prioriterer de igangværende forhandlinger, der skal få atomaftalen fra 2015 tilbage på sporet.
Irans konservative fløj lægger derimod ansvaret for landets økonomiske problemer hos den nuværende regering.
Præsidentvalget i Iran skal efter planen finde sted 18. juni.
Ud over Ebrahim Raisi er blandt andre den tidligere atomforhandler Saeed Jalili, der tilhører den konservative fløj, og den nuværende centralbankchef Abdolnaser Hemmati, der er moderat.