Flere hundrede sørgende var tirsdag samlet i en fyldt kirke i Miami Beach for at mindes to små piger og deres forældre, som blev dræbt i bygningskollapset i Surfside for næsten to uger siden.
52-årige Marcus Guara, 42-årige Ana Guara, tiårige Lucia og fireårige Emma er de første af de hidtil 36 bekræftede dødsofre fra ulykken, der bliver begravet.
Under gudstjenesten i St. Joseph Catholic Church blev familien husket som en sammentømret familie, der nød de simple ting såsom gåture på stranden.
Familien omkom, da det 12-etager høje lejlighedskompleks Champlain Towers South i Surfside kollapsede om natten til den 24. juni lokal tid.
Marcus Guaras fætter, Peter Milián, fortæller, at han ser en formildende omstændighed i det faktum, at familien døde sammen.
– Hvor ironisk det end lyder, tror jeg virkelig, at Gud holdt hånden over dem ved ikke at lade dem lide uden Lucia og Emma, siger han om det omkomne forældrepar.
– Jeg ved, at der lige nu er mødre og fædre derude, som forsøger at håndtere det ubærlige tab af deres elskede, tilføjer han.
109 personer savnes fortsat.