Medie: Manuel Valls vil annoncere præsidentkandidatur

Den franske premierminister vil mandag klokken 18.30 meddele, at han går efter præsidentposten, lyder det.

Frankrigs premierminister, Manuel Valls, vil senere mandag meddele, at han stiller op for Socialistpartiet ved forårets præsidentvalg.

Det vil ske klokken 18.30 lokal tid.

Det rapporterer fransk tv ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det har været ventet, at Manuel Valls ville kaste sig ind i valgkampen.

Søndag i sidste uge udtalte han således, at han måske ville udfordre præsident François Hollande og stille op.

Siden har Hollande dog meddelt, at han ikke genopstiller til præsidentposten.

Manuel Valls forventede annoncering af sit præsidentkandidatur kommer i kølvandet på Republikanernes primærvalg, som den 62-årige tidligere premierminister François Fillon vandt foran Alain Juppé.

Den første runde af det franske præsidentvalg bliver afholdt 23. april. Hvis det ikke lykkes en kandidat at få over 50 procent af stemmerne, skal de to førende kandidater mødes i en anden runde 7. maj.