Kasakhstans præsident, Kassym-Jomart Tokajev, ser ud til at blive genvalgt ved søndagens præsidentvalg i Centralasiens største land.
Det viser en valgstedsmåling foretaget for statslige medier. Ifølge den står præsidenten til at få 82,45 procent af stemmerne.
Det var på forhånd ventet, at Tokajev ville få endnu en syvårig embedsperiode.
Han havde ingen reel modstand ved valget, da alle de fem godkendte udfordrere praktisk talt er ukendte.
Internationale observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), ventes mandag at komme med deres vurdering af valget.
OSCE har tidligere kritiseret myndighederne for blandt andet at lægge hindringer i vejen for registrering af kandidater.
I landets største by, Almaty, anholdt politiet omkring 15 demonstranter, der var gået på gaden med krav om frie og retfærdige valg, skriver nyhedsbureauet AFP.
Mange vælgere føler, at det er "spild af tid" at stemme, siger den 19-årige studerende Alja Boketjova.
– Vi ved allerede, hvem der vil vinde, og vi kender ikke de andre kandidater, siger hun til AFP.
Knap 70 procent af de omkring 12 millioner stemmeberettigede kasakhere har stemt ved søndagens valg. Det viser tal fra Kasakhstans valgkommission ifølge nyhedsbureauet dpa.
69-årige Tokajev fremviste en nådesløs side under protester mod styret tidligere i januar, som han betegnede som et kupforsøg og slog hårdt ned på. 238 mennesker blev dræbt.
Den kasakhiske leder indkaldte hjælp fra Rusland til at slå urolighederne ned.
Men siden har Tokajev givet Ruslands præsident, Vladimir Putin, modstand, efter den russiske invasion af Ukraine.
Ruslands invasion vakte bekymring for, at Putin også kunne have ambitioner for den nordlige del af Kasakhstan, hvor der bor tre millioner etniske russere.
Under et besøg i Sankt Petersborg i juni stødte Tokajev direkte sammen med Putin. Her sagde han, at Ruslands anerkendelse af ukrainske separatistregioner vil "føre til kaos".
Kassym-Jomart Tokajev kom til magten i 2019 efter at have vundet 70 procent af stemmerne ved et valg, hvor resultatet var givet på forhånd.
Han fik opbakning fra den tidligere præsident Nursultan Nazarbajev, som forlod posten efter cirka tre årtier.
/ritzau/