
Ifølge den græske regering er der "stærke tegn" på, at en naturbrand tidligere på ugen nær Athen, som kostede over 80 mennesker livet, var påsat.
Det siger den græske minister for civilforsvaret, Nikos Toskas.
– Vi har stærke indikationer og stærke tegn, der peger i retning af en kriminel handling ved ildspåsættelse, siger Toskas ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den voldsomme brand, der blev forværret af kraftig vind, kostede mindst 83 livet og omdannede byen Mati øst for Athen til en askehob.
Politiet oplyste onsdag, at det er ved at undersøge, hvordan der kunne opstå brand tre forskellige steder på samme tid.
En analyse af satellitbilleder samt undersøgelser i området viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at det mandag aften begyndte at brænde flere steder samtidig.
Det kan ifølge ministeren for civilforsvaret tyde på, at en eller flere brandstiftere stod bag.
Nikos Toskas siger ifølge AFP, at der er flere ubesvarede spørgsmål vedrørende den brand, der opstod ved bjerget Pentelikon i Attika og spredte sig til kystområdet nær Mati.
– Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er en meget alvorlig oplysning, der har ført til, at vi nu indleder en efterforskning, siger ministeren.
Han giver ikke yderligere detaljer om, hvilken slags oplysning der er tale om. Han siger dog, at der er stærke tegn på, at den brand, der tidligere mandag brød ud nær Kineta vest for Athen også var påsat.
– Der er vidneudsagn, men mere kan jeg ikke sige lige nu, tilføjer ministeren.
300 brandfolk og frivillige er fortsat i gang med at gennemsøge området for eventuelle døde.
Flere personer er meldt savnet af pårørende efter branden, men myndighederne har endnu ikke oplyst, hvor mange det drejer sig om.
På en hjemmeside, der er oprettet af lokale indbyggere, er der oplistet 27 navne på savnede, herunder to tvillingsøstre på ni år.
Der er tale om den værste naturbrand i Grækenland i mange årtier. Dødstallet ventes fortsat at stige.
En del danske turister befandt sig i området, da branden opstod mandag. Men ingen er kommet til skade.