Flere hundredetusinder offentligt ansatte i Storbritannien vil gå i strejke onsdag på det, der bliver den største faglige kampdag i landet i mere end et årti.
Det ventes, at flere end 23.000 skoler vil blive påvirket, når mere end 100.000 lærere i England og Wales indleder deres første strejkedag.
Nogle forældre vil således blive tvunget til at tage fri fra job eller arrangere alternativ pasning.
Den britiske lærerforening National Education Union (NEU) anslår, at omkring 85 procent af skolerne i England og Wales vil være helt eller delvist lukket onsdag.
Lærerstrejken finder sted samme dag, som også universitetslektorer, lokoførere, buschauffører og sikkerhedsvagter nedlægger arbejdet med krav om bedre løn, bedre pensioner og øget jobsikkerhed.
Det betyder, at også togpassagerer står over for endnu en dag med længere rejsetid.
Sideløbende med strejkerne vil der onsdag blive afholdt protester over hele landet mod den britiske regerings planer om en ny lov, der skal sikre et minimumsserviceniveau under netop strejker.
Derudover er der planlagt flere arbejdsnedlæggelser senere på måneden. Her ventes tusindvis af ambulancereddere på tværs af landet at skride til handling den 10. februar. Det sker i en langvarig strid om løn og personale.
Den seneste forskning fra de britiske fagforeningers landsorganisation, TUC, peger på, at en gennemsnitlig offentligt ansat i dag får over 200 pund mindre om måneden end for ti år siden. Det svarer til knap 1700 kroner.
Premierminister Rishi Sunaks kontor i Down Street i London har erkendt, at onsdagens massestrejke kommer til at blive "meget vanskelig" for offentligheden.
/ritzau/dpa