FN bekymret: Mangler kontakt til nogle områder efter jordskælv

Efter jordskælv i Tyrkiet er der områder, der ikke har været kontakt til. FN-organisationen WHO er bekymret.

Redningsfolk leder efter overlevende ved en sammenfaldet bygning i Al Atarib i Syrien efter jordskælv i Tyrkiet.

Redningsfolk leder efter overlevende ved en sammenfaldet bygning i Al Atarib i Syrien efter jordskælv i Tyrkiet.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er bekymret over, at der er nogle områder i Tyrkiet, der ikke er hørt fra endnu efter jordskælvet natten til mandag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

– De nationale myndigheder fokuserer i øjeblikket på eftersøgning og redning, siger en talsmand fra WHO i en meddelelse.

Organisationen forventer et øget behov for akutbehandling af de tilskadekomne i de ramte områder.

Et netværk af akutmedicinske hold er blevet aktiveret for at hjælpe de sårede, siger WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Over 1400 er bekræftet døde i Tyrkiet og Syrien, og flere end 5300 er såret.

Skælvet ramte det sydøstlige Tyrkiet klokken 04.17 lokal tid, mens mange lå og sov, og er målt til 7,8. Det betyder, at det er et af de mest voldsomme jordskælv i området i mindst et århundrede.

Rystelserne medførte også mere end 1700 sammenstyrtede bygninger.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har sagt, at Nato, EU og 45 lande har tilbudt at hjælpe, mens 9000 redningsarbejdere allerede er i gang.

– Vi ved ikke endnu, hvor mange døde der er, siger præsidenten på et pressemøde.

At det sker i vinterhalvåret, gør det heller ikke nemmere, lyder det fra Erdogan.

Mandag middag blev det sydøstlige Tyrkiet endnu en gang ramt af et skælv, hvis bølger mærkes i både Syrien og Libanon. Ifølge de tyrkiske myndigheder har jordskælvet sit udspring i provinsen Kahramanmaraş.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Med en styrke på 7,5 ligger det tæt på det første jordskælv. tidligere målt i 7,5 af geologiske institutter.

WHO, der er et FN-organ, som varetager international sundhed, er oprettet 7. april 1948. Det har hovedsæde i Genève i Schweiz.

/ritzau/