Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har fredag anholdt og sigtet en tidligere marinesoldat, som menes at have planlagt et angreb mod en af San Franciscos største turistattraktioner i juledagene.
Det fremgår af retsdokumenter, skriver nyhedsbureauerne AFP og AP.
Den mistænkte, en 26-årig mand, var angiveligt "inspireret" af Islamisk Stat.
Han afviser ifølge AP beskyldningerne.
I en razzia mod hans hjem i byen Modesto i Californien er der fundet adskillige våben, ammunition samt et testamente.
Manden menes at have fortalt en FBI-agent, der arbejdede under dække, at han med sprængstoffer ville angribe havneområdet Pier 39 i dagene mellem 18. og 25. december.
Pier 39 er et af de mest besøgte turistmål i San Francisco. Store kolonier af søløver er blandt attraktionerne på stedet, der er fyldt med restauranter, beværtninger og souvenirforretninger.
Omkring ti millioner mennesker besøger årligt Pier 39.
– Julen er det perfekte tidspunkt til at udføre et angreb, skal den mistænkte ifølge retsdokumenterne have sagt.
En flugtplan var ikke del af forberedelserne, fordi han var "indstillet på at dø", fremgår det ifølge AFP.
Ifølge AP bad han FBI-agenten om hjælp til at anskaffe et fuldautomatisk militærvåben af typen M-16 eller en AK-47. Desuden ammunition til våbnet samt materialer til at fremstille sprængstoffer. Deriblandt søm, timere og detonatorer.
Mandag kom han tilsyneladende på andre tanker.
Han fortalte FBI-agenten, fremgår det af retsdokumenterne, at han alligevel ikke følte sig i stand til at gennemføre angrebet.
Under en høring fredag ved en føderal domstol afviste han forbundspolitiets anklager, skriver AP.
Den mistænktes far mener også, at FBI er ude på et vildspor.
– Han er en kærlig og venlig person, som aldrig ville skade nogen, siger faren til en lokal avis ifølge AP.
Den anholdte var medlem af marinekorpset i 2009 og fuldførte ifølge FBI et kursus som skarpskytte.
Korpset fritstillede ham, fordi han havde undladt at informere om problemer med astma.