På valgdagen i USA tirsdag skal der udpeges medlemmer til Senatet. Der kæmpes om 35 pladser i forsamlingen.
* Senatet har 100 medlemmer.
* Medlemmerne vælges for seks år ad gangen. En tredjedel er på valg hvert andet år.
* Hver af USA's 50 stater har to senatorer, uanset hvor mange eller få der bor i den enkelte stat.
* Den nuværende fordeling i Senatet er 50 republikanere, 48 demokrater og to er erklærede uafhængige (Bernie Sanders og Angus King), der stemmer sammen med Demokraterne.
* Ved stemmelighed i Senatet 50/50 træder vicepræsidenten ind som den afgørende stemme. Vicepræsidenten er for nuværende Kamala Harris, der er demokrat.
* Senatet udgør sammen med Repræsentanternes Hus Kongressen, der er den lovgivende magt i USA.
* Senatet kan fremsætte lovforslag og godkende eller forkaste de internationale traktater, som præsidenten indgår.
* Senatet godkender eller forkaster præsidentens kandidater til fremtrædende poster, herunder ministre og ambassadører.
* Det er Senatet, der godkender eller forkaster præsidentens valg af dommere til føderale domstole og til USA's højesteret.
* Senatet høres ofte i større udenrigspolitiske sager.
* Ved valget tirsdag stemmes om pladser i Senatet i 34 delstater. I Oklahoma er der to valg. Et regulært senatsvalg og et suppleringsvalg.
* Det er ikke givet, at Senatet er fundet, når stemmerne fra tirsdagens valg er talt op.
* I to stater – Georgia og Louisiana – er der en regel om, at hvis ingen kandidat får mindst 50 procent af stemmerne, skal de to bedst placerede kandidater ud i en anden valgrunde.
Kilde: US Information Service.
/ritzau/