FAKTA: Corona har kostet flere livet i USA end fire krige

Over 127.000 amerikanere er døde som følge af coronavirusset, og antallet af smittetilfælde er voksende.

New York City indledte den 22. juni anden fase af byens genåbning. Dermed er det igen muligt at sætte sig på en fortovsrestaurant som her på Times Square.
New York City indledte den 22. juni anden fase af byens genåbning. Dermed er det igen muligt at sætte sig på en fortovsrestaurant som her på Times Square.

På tværs af USA melder adskillige delstater om en stigning i antallet af coronasmittede.

Her et overblik over pandemiens rasen i USA:

* Daglige dødstal:

I snit er 1039 personer døde hver eneste dag, siden det første bekræftede dødsfald i februar. Tallet er steget siden slutningen maj, da der dagligt døde under 900 i USA af Covid-19.

* Aldersfordeling:

Dødsfaldene har en aldersmæssig slagside. Næsten 80 procent af de cirka 127.000 personer, som er døde i USA, er ældre end 65 år. Over halvdelen er ældre end 75 år, mens kun tre procent er yngre end 40 år.

* Befolkningsgrupper:

Sorte amerikaneres risiko for at dø af coronavirus er 2,3 gange højere end den er for hvide og amerikanere med asiatisk baggrund og dobbelt så stor, som den er for latinoer.

* Økonomi:

Siden nedlukningerne i marts har over 47 millioner arbejdere meldt sig ledige.

USA's bruttonationalprodukt faldt i første kvartal af 2020 så meget, at det ikke er set værre siden fjerde kvartal 2008 under den globale finanskrise. Det var desuden første gang siden første kvartal 2014, at økonomien gik tilbage.

* Corona har kostet flere livet end fire krige:

Flere er døde som følge af coronavirus i USA end landets samlede tabstal fra dets krige i Afghanistan, Irak, Korea og Vietnam.

På under fem måneder har dødstallet fra corona også passeret USA's tab af menneskeliv i Første Verdenskrig på 116.516 soldater. Coronavirusset har kostet over 127.000 livet ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University natten til onsdag dansk tid.

Kilde: CNN.