19 europæiske lande har sendt en række redningshold afsted til Tyrkiet efter jordskælv.
Det skriver EU's nødhjælpskommissær, Janez Lenarcic, på Twitter tirsdag morgen.
De i alt 27 redningshold består af 1150 redningsarbejdere og 70 hunde. Støtten kommer fra 17 EU-lande samt to ikke EU-lande, Montenegro og Albanien.
Allerede mandag meldte nødhjælpskommissæren ud, at der ville komme hjælp til det nødstedte land ovenpå mandagens voldsomme jordskælv, der har kostet over 3400 menneskeliv.
Redningsholdenes indsættelse koordineres gennem EU's mekanisme for civilbeskyttelse, hvor nødlidende lande kan anmode om nødhjælp fra EU og andre lande, der deltager i ordningen.
Tyrkiet har erklæret den igangværende katastrofe for en nødsituation og anmodet om international bistand gennem EU's mekanisme for civilbeskyttelse
På Twitter takker Janez Lenarcic de lande, der deltager i redningsarbejdet og kalder det EU-solidaritet, når det er bedst.
Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at 23 millioner mennesker, herunder 1,4 millioner børn, vil være påvirket af jordskælvet og dets konsekvenser. Det skyldes blandt andet, at tusindvis af bygninger og hjem er kollapset.
– Vi ser altid det samme med jordskælv. Det er, at de første meldinger om antallet af mennesker, der er døde eller er blevet såret, vil stige ganske markant i ugen, der følger, siger WHO's seniorberedskabsofficer for Europa, Catherine Smallwood, til nyhedsbureauet AFP.
I det krigshærgede Syrien er dødstallet tirsdag formiddag opgjort til mindst 1602. Også her er dødstallet dog stigende.
Barske vejrforhold gør redningsindsatsen efter jordskælvet mere kritisk. Beredskabshold i Syrien siger, at de har akut behov for udstyr for at redde liv.
Lederen af den syrisk-arabiske Røde Halvmåne, Khaled Hboubati, siger til nyhedsbureauet dpa, at de har brug for redningsudstyr, ambulancer og brandslukningskøretøjer for at kunne fortsætte redningsaktionerne.
Også Danmark sender tirsdag en koordinationsenhed til Tyrkiet. Danmark bidraget med fire mand, som skal hjælpe med at koordinere redningsindsatsen blandt andet inden for it, logistik og telekommunikation.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Danmark sendte mandag ti millioner kroner afsted til Red Barnet og Røde Kors i Tyrkiet.
/ritzau/