EU: Det amerikanske demokrati er under belejring

EU-præsident kalder uro i USA for chokerende, mens EU's udenrigschef kalder det angreb på demokratiet.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, kalder voldelige protester i Washington D.C. for chokerende.

Han mener, at resultatet af et "demokratisk valg" skal respekteres.

Det skriver Stoltenberg på Twitter, efter at demonstranter har trængt ind i Kongressen i USA onsdag eftermiddag lokal tid. Politi har reageret med tåregas.

Charles Michel, EU-præsident, stemmer i med Stoltenberg.

– Kongressen i USA er et tempel for demokratiet. Hvad der foregår i aften, er chokerende. Vi må stole på, at USA kan indsætte Joe Biden fredeligt, skriver Charles Michel onsdag aften dansk tid på Twitter.

Uroen i Washington D.C. er udbrudt, samtidig med at Kongressen formelt skal godkende resultatet af præsidentvalget, hvor demokraten Joe Biden vandt over republikaneren Donald Trump.

EU's udenrigschef, Josep Borrell, skriver på Twitter, at de voldelige protester tyder på, at det amerikanske demokrati er "under belejring".

– Det her er et uset angreb på det amerikanske demokrati, dets institutioner og dets retsprincipper. Det her er ikke USA. Valgresultatet skal respekteres fuldt ud, skriver Borrell.

Borrell roser samtidig Joe Biden for at adressere nationen tidligere onsdag. Den kommende præsident opfordrede i en tale afgående præsident Donald Trump til at gå på nationalt tv og indfri sit løfte og forsvare forfatningen og kræve et stop for "denne belejring".

Få minutter efter Bidens tale lagde Trump en video på Twitter, hvori han opfordrede demonstranterne til at gå hjem. Samtidig gentog præsidenten sin påstand om valgsvindel.