
Det er ikke længe siden, at Guido Westerwelle førte ordet om udenrigspolitiske emner i Europas mest magtfulde land.
Fredag meldes den tidligere vicekansler, udenrigsminister og partiformand for det liberale FDP død, 54 år gammel. Det bekræfter Westerwelle Foundation i Berlin.
Westerwelle, som var minister indtil 2013, døde af leukæmi. Han blev diagnosticeret for kræft i juni 2014, hvorefter han trak sig tilbage, fik kemoterapi og en knoglemarvstransplantation.
– Vi sørger over vores leder Guido Westerwelle, skriver fonden, der bærer hans navn.
Westerwelle har spillet en betydelig rolle i tysk politik. Både i Vesttyskland i 1980'erne og senere som leder af det erhvervsvenlige parti FDP.
Han var vicekansler fra 2009-11 og udenrigsminister i Angela Merkels anden regeringsperiode indtil 2013.
Under hans ledelse nåede FDP op på knap 15 procent af stemmerne i 2009. Men det gik helt galt ved valget fire år senere, hvor partiet faldt under spærregrænsen og ikke fik pladser i Forbundsdagen. Westerwelle trak sig kort efter tilbage.
Siden har partiet i målinger ligget og rodet under spærregrænsen.
Han var den første tyske minister, som var åben omkring det at være homoseksuel. Det afslørede han i forbindelse med forbundskansler Angela Merkels 50-års fødselsdag i 2004, hvor han mødte op sammen med partneren Michael Mronz.
På Westerwelle Foundations hjemmeside er et billede af politikeren med sin mand, hvor der står:
– Vi kæmpede. Vi havde et mål i sigte. Vi er taknemmelige for en utrolig fantastisk tid sammen. Kærlighed forbliver.
I 2015 udgav Westerwelle en bog om sin kamp mod kræften kaldet "Mellem to liv".
Tysklands præsident, Joachim Gauck, siger i mindeord, at Westerwelle var en lidenskabelig demokrat.
– Med Guido Westerwelle mister vort land et lidenskabeligt politisk menneske, siger han.