Biskop dømt for at dække over seksualforbrydelser siger op

Paven har accepteret opsigelse fra præst dømt for at dække over seksuelle forbrydelser.

Ærkebiskop Philip Wilson under retssagen mod ham i juni.
Ærkebiskop Philip Wilson under retssagen mod ham i juni.

Mandag har pave Frans for anden gang på tre dage accepteret en opsigelse fra et højtstående medlem af den katolske kirke på grund af sager om seksuelt misbrug af børn.

Lørdag fik den amerikanske kardinal Theodore McCarrick lov til at sige op, mens det mandag er den australske ærkebiskop Philip Wilson, der forlader den katolske kirke.

Det oplyser Vatikanet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere har fem biskopper fra Chile også trukket sig efter skandaler om seksuelle overgreb.

Philip Wilson var ærkebiskop i den australske by Adelaide. Han blev ifølge nyhedsbureauet AP i maj dømt for ikke at oplyse politiet om en pædofil præsts misbrug af to alterdrenge i 1970'erne.

Drengene betroede sig angiveligt til Wilson, der ikke greb ind, da han ønskede at beskytte kirkens omdømme. Den pædofile præst blev siden dømt for misbrug af ni børn.

Wilson er det højest placerede medlem af den katolske kirke dømt ved en domstol for at dække over seksuelle forbrydelser. Han blev idømt 12 måneders husarrest med fodlænke.

I første omgang nægtede Wilson at træde tilbage, før hans appelsag var færdig. Det fik blandt andet Australiens premierminister, Malcom Turnbull, til at opfordre pave Frans til at fyre Wilson.

Sagen er ikke den eneste forbindelse mellem Vatikanet og Australien. En australsk kardinal, der er i dag er Vatikanets økonomichef, skal forsvare sig ved en domstol mod anklager om mindst tre tilfælde af seksuelt misbrug.

Kardinalen, George Pell, nægter sig skyldig.

Paven har givet George Pell, orlov på ubestemt tid. Hans sag forventes afgjort i slutningen af 2018 eller starten af 2019.