Befriede grottedrenge rejser ikke til VM-finalen i Moskva

Fifa har inviteret thailandske grottedrenge til at overvære søndagens VM-finale i Moskva, men læger siger nej.

Fifa-præsident Gianni Infantino får ikke selskab af de thailandske grottedrenge på søndag, når VM-finalen i fodbold spilles i Moskva.
Fifa-præsident Gianni Infantino får ikke selskab af de thailandske grottedrenge på søndag, når VM-finalen i fodbold spilles i Moskva.

De otte fodbolddrenge, som søndag og mandag er reddet ud fra en grotte i det nordlige Thailand, er ikke i stand til at overvære søndagens VM-finale fra tribunerne i Moskva.

Det siger drengenes læger ifølge en række nyhedsbureauer tirsdag. Deriblandt AFP.

Ifølge lægerne har drengene det fint under omstændighederne, men de skal forblive på hospitalet den næste uges tid for at komme sig helt.

Lægerne udtaler, at drengene må se kampen på tv. Hvis de altså kan holde sig vågne. Finalen begynder klokken 17 dansk tid, hvilket er klokken 22 i Thailand.

Redningsaktionen er fortsat i gang tirsdag. I alt 12 drenge og deres træner har været fanget i grotten i over to uger.

Det er præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, som har inviteret drengene til VM-finalen.

Tilbuddet kom i sidste uge, da drengene og deres træner var langt fra at blive reddet.

– Hvis de bliver genforenet med deres familier i de kommende dage, som vi alle håber, og hvis deres helbred tillader dem at rejse, så vil Fifa med glæde invitere dem til årets VM-finale som vores gæster, skrev Infantino i et brev til det thailandske fodboldforbund.

Holdet, der består af drenge i alderen 11 til 16 og deres træner, besluttede sig efter en træning for at udforske Tham Luang-grotten i Chiang Rai-provinsen.

Kraftig regn og stigende grundvand betød imidlertid, at holdet blev fanget i grotten uden mulighed for at komme ud.

I sidste uge lykkedes det dykkere at lokalisere dem i en luftlomme i grotten, og søndag gik den komplicerede redningsaktion i gang.