Australien halverer kvoter for indrejser til landet

Det er nu kun 6000 personer, som får lov til at flyve til Australien hver uge. Det nedsættes snart til 3000.

Australien halverer kvoter for indrejser til landet
Sydneys ikoniske operahus på en dage med tæt tåge. Australien har fredag indført dramatiske begrænsninger for antallet af personer, som kan få tilladelse til at rejse ind i landet på grund af nye corona-smitteudbrud i flere storbyer.
Sydneys ikoniske operahus på en dage med tæt tåge. Australien har fredag indført dramatiske begrænsninger for antallet af personer, som kan få tilladelse til at rejse ind i landet på grund af nye corona-smitteudbrud i flere storbyer.

Australien har fredag indført dramatiske begrænsninger for antallet af personer, som kan få tilladelse til at rejse ind i landet på grund af nye corona-smitteudbrud i flere storbyer.

Næsten halvdelen af Australiens befolkning har ordre til at blive hjemme, og premierminister Scott Morrison har nu meddelt, at kvoterne for ankomster fra udlandet vil blive halveret som led i bestræbelserne på at forhindre yderligere smitteudbredelse.

Under den gældende strategi, som kaldes "nul-covid"-strategien, er det nu kun 6000 personer, som kan få tilladelse til at flyve til Australien hver uge, og de må ved ankomsten i karantæne på et hotel i to uger.

Kvoten vil blive reduceret til 3000 midt i juli, siger premierministeren, selv om den australske regering på det tidspunkt har bebudet stigninger i antallet af private flyvninger for hjemvendende borgere.

De nye udmeldinger om restriktioner kommer på et tidspunkt, hvor der er udbredt vrede over nye nedlukninger og restriktioner.

Under otte procent af alle voksne australiere er blevet færdigvaccineret.

Før pandemien ankom der omkring 260.000 mennesker til Australien hver uge, og australske statsborgere kunne flyve til udlandet, som det passede dem.

Brisbane udstedte som den fjerde større by i landet tirsdag et påbud om, at borgere skal blive hjemme.

Lignende regler var få dage forinden indført i Sydney, Darwin og Perth på tværs af landet.

De australske myndigheder har et mål om at få smitten helt i bund, og den særligt smitsomme Delta-variant skaber store bekymringer.

Nedlukningen i Brisbane og dele af delstaten Queensland kommer, efter at der i delstaten er registreret to nye tilfælde af smitte tirsdag.

Landet med over 25 millioner indbyggere har siden sidste år registreret knap 30.700 smittede og 910 døde med covid-19.