27-årig mand er sigtet for knivstikkerier i Birmingham

En døde, og flere blev alvorligt såret under knivstikkerier i Birmingham. Nu er 27-årig mand sigtet i sagen.

Tekniske eksperter fra politiet indsamler beviser på Hurst Street i Birmingham.
Tekniske eksperter fra politiet indsamler beviser på Hurst Street i Birmingham.

En 27-årig mand er sigtet for et drab og syv drabsforsøg efter en række knivstikkerier i den britiske by Birmingham.

Det skriver BBC og flere britiske medier sent tirsdag aften dansk tid.

Knivstikkerierne fandt sted natten til søndag fire forskellige steder i storbyen over cirka 90 minutter.

Her blev en 23-årig mand dræbt, og flere, som blev angrebet, blev alvorligt såret.

En anden 23-årig mand er således indlagt i kritisk tilstand, mens en 22-årig kvinde er i kritisk, men stabil tilstand, skriver BBC. Også en 30-årig mand er indlagt.

Den britiske statsanklager har godkendt, at West Midlands Police sigter den 27-årige mand for knivstikkerierne.

– Beslutningen blev taget efter nøje at have overvejet de beviser, som West Midlands Police præsenterede for os i deres fortsatte efterforskning, siger statsanklager Suzanne Llewellyn fra Crown Prosecution Service West Midlands ifølge Reuters.

Britisk politi anholdt mandag omkring klokken 04.00 lokal tid den nu sigtede mand.

Manden skal onsdag møde i retten, oplyser West Midlands Police.

Den 23-årige afdøde var ifølge BBC i byen med sine venner, da han blev angrebet.

En obduktion har vist, at han døde efter at være stukket i halsen.

– Siden disse tragiske begivenheder fandt sted i de tidlige timer søndag morgen, har vi haft et hold af betjente, som har arbejdet uden ophør på efterforskningen, siger efterforskningsleder Jim Munro ifølge BBC.

Tre personer, der tidligt mandag blev anholdt under mistanke for at have hjulpet den sigtede, er alle blevet løsladt, mens efterforskningen fortsætter.

Politiet har ifølge Reuters meldt ud, at knivstikkerierne var forbundet til hinanden, men tilfældige. Der er hverken mistanke om et banderelateret motiv eller terror.