Video: Jomfrurejse til Verdensarven

Skåltale og lidt mundgodt var på plads, da jomfrurejsen med turbåden Hjalmar til Stevns Klint Verdensarv blev markeret. Det var formanden for Natur-, Fritids- og Kulturudvalget (NFK), Bjarne Østergård Rasmussen, som havde både ordene og forfriskningerne med sig, inden han selv og en lille gruppe på fire tog med ud på den første tur.

Et selskab på fem, som ellers havde bestilt billet til den første tur, meldte afbud i sidste øjeblik. Derfor blev det en lille sluttet kreds, som tog med båden, der i alt kan fragte 12 turgæster ad gangen.

– Vi kan da ikke formidle verdensarven, hvis vi ikke kan tilbyde at opleve den fra søsiden. Der hvor den er allermest fascinerende, sagde udvalgsformanden i sin velkomsttale.

Det skulle vise sig at være noget af en udfordring for NFK at finde en båd og en skipper, der ville påtage sig opgaven.

– Takket være samarbejdets store kunst kan meget lade sig gøre. NFK og kommunen sammen med lokale Rødvig-ildsjæle, havnen, turistforeningen og museet har vist, at det med, at ingen kan alt, alle kan noget og sammen kan vi det hele – stadig holder vand, og det er jo skønt. Det er lykkedes. Vi er i havn og jomfrurejsen kan begynde, sagde Bjarne Østergård Rasmussen.

Læs mere i DAGBLADET Stevns mandag