Venstre har haft ansvaret i fire år…

Venstre har haft ansvaret i fire år, Rasmus Englund.

I DAGBLADET 22. juli giver du en sønderlemmede kritik af udviklingen gennem de sidste fire år i Social- og Sundhedsudvalget, som jeg langt hen af vejen er enig med dig i.

Det, der blot undrer mig, er, at du citat siger: »Men hvordan i alverden er det kommet hertil? Har man ikke set et komme?«.

Det øverste politiske ansvar ligger altid hos borgmesteren, som jo er din egen partifælde i Venstre, og det parti, som du selv lige er skiftet til fra Liberal Alliance.

Jeg har selv siddet i Social og Sundhedsudvalget i snart fire år, og jeg har løbende undret mig over, at der til trods for konstante budget overskridelser ikke har været skredet ind fra borgmesteren en eneste gang.

Ved så store problemer må det forventes, at borgmesteren, som øverste ansvarlige for kommunens drift, afstemmer løsningsmuligheder og indgreb med udvalgsformanden.

Hverken på budgetseminar eller under budget-processerne har man fra den politiske ledelse reageret en eneste gang, men blot lukket hullet med træk fra kassebeholdningen.

Senest her før sommerferien lå der en række opstramnings-forslag fra forvaltningen til politisk prioritering og beslutning. Det gik nærmest op i hat og briller på kommunalbestyrelsesmødet, fordi intet heller her var afstemt mellem forligspartierne i flertallet, og borgmesteren måtte opgive at få sagen behandlet.

Nyt Stevns er klar til at tage et ansvar i den nye kommunalbestyrelse.

Mogens Haugaard

Medlem af

Social- og Sundhedsudvalget

Nyt Stevns