
Stevns: Det trofaste vandrefalkepar, der siden 2007 har ynglet ved Stevns Klint, er i gang i år igen. Som tidligere har de valgt en redeplads ved Mandehoved. Hunnen ligger nu og ruger, og æggene forventes at klækkes i slutningen af april.
På landsplan er der nu 15 registrerede ynglepar, så vandrefalkens genindvandring i Danmark er virkelig en succeshistorie!
Vandrefalken lever først og fremmest af andre fugle, den fanger i flugten. Den mellemstore falk fanger sit bytte ved et imponerende styrtdyk, hvor den kan nå op på mere 300 km/t. Det gør den til verdens hurtigste dyr.
I de kommende måneder kan besøgende nyde synet af de smukke rovfugle ved Mandehoved. Det er dog vigtigt, at fuglene får fred til at opfostre deres unger, så hold dig i god afstand fra reden. Hvis forældrefuglene skælder ud (flyver skrigende omkring), er man for tæt på.
Læs eventuelt mere om vandrefalkene ved Stevns Klint på http://www.kalklandet.dk/historie/vandrefalken eller i Stevns Klint App http://www.kalklandet.dk/stevnsklintapp