Teater for de mindste

Claus Mandøe er en populær skuespiller, der forstår at tryllebinde de mindste. Arkivfoto
Claus Mandøe er en populær skuespiller, der forstår at tryllebinde de mindste. Arkivfoto

store heddinge: Det er på grund af Claus Mandøe, at Stevns Teaterforening igen har taget De Røde Heste på programmet. Børn og voksne får altid en helt særlig oplevelse, når de sammen oplever hans nærvær, humor og underfundighed.

I Begyndelsen var Begyndelsen er endnu et eksempel på hans overraskende evne til at tryllebinde sit publikum – denne gang med en art skabelsesberetning:

Først var ordet »Hov!« En stjernehimmel, en planet. Lys, mørke og en papkasse. Og noget, der vokser. Nogen, der gøer. En kat, der mjaver for højt. Kan man skrue ned for lyden ved at tegne katten mindre? Kan man få vand ud af en hane af pap? Måske.

Claus Mandøe holder det hele i sin hånd og digter nyt.

Til slut – en hel, lille verden. Alt dette sker med hjælp fra publikum, som bliver en del af skabelsesprocessen undervejs. Og børnene lyser af begejstring undervejs, – for hvad er det næste, der bliver til?

– I sidste sæson spillede Claus Farvel Hr. Muffin hos os, siger Lene Vestergård fra teaterforeningen og fortsætter:

– Den der følelse af næsten andagt, som en rigtig god teateroplevelse giver, den fyldte rummet, da børnene forsigtigt gik op på scenen for at tage afsked med Claus og det marsvin, han havde begravet. Forestillingen i år kalder mere på latter. Men stadig affødt af Claus' dybe respekt for børnenes indlevelsesevne.

I Begyndelsen var Begyndelsen kommer til Erikstruphallen på lørdag 24. oktober kl. 11.

Stevns Teaterforening beder de voksne om at respektere aldersangivelserne for børneforestillingerne.

I dette tilfælde er det for de 4 til 8-årige. Både af hensyn til det enkelte barn og for de andre. Og vent med slik til efter forestillingen!