
KlausS
Kirsten Rohrmann Strøm og sønnen Max er kreative sammen i MakerSpace.
Hårlev: Det kreative værksted, Stevns MakerSpace, udvider åbningstiden.
Fra 1. januar indføres lørdagsåbning den anden lørdag i hver måned, og har derudover åbent hver onsdag kl. 19-22.
Stevns MakerSpace?
Stevns MakerSpace er et rum på Hårlev Bibliotek, som er indrettet til innovation og kreativitet – og hvor der er plads til at rode og eksperimentere.
Her har brugerne mulighed for at fremstille deres egne designs – hvad enten det skal være en 3D-model, laserskåret julepynt eller en holdtrøje til sportsklubbens maskot.
En historie fra MakerSpace
Kirsten Rohrmann Strøm, er bruger af Stevns MakerSpace sammen med sønnen Max.
– Max og jeg havde lavet en ’legeaftale’ med Anja i MakerSpace den anden dag, fortæller Kirsten Rohrmann Strøm, og fortsætter:
-Vi er ved at lave en maskot-bamse til Max og hans floorball-klubs hold, og den skulle have noget tøj på. Vi havde talt med Anja, som er en af superbrugerne i MakerSpace om det, og hun ville gerne tage sin symaskine med og lære Max at sy på den. Han endte med at tegne, klippe og sy det meste selv.
Når maskotten er fuldt påklædt, mangler vi bare at 3D-printe en floorball-bold og stav til den – og det sker selvfølgelig også i Stevns MakerSpace, slutter Kirsten.
Hvad laver man i M-Space?
Anja Pagani er en af de frivillige superbrugere. Hun fortæller:
– I Stevns MakerSpace har vi 3D-printer, laserskærer og elektronikværksted – og det er oftest disse ting, der står på dagsordenen. Vi superbrugere hjælper dig til rette og lærer dig at bruge maskinerne.
Anja fortsætter:
– Men MakerSpace er jo også et rum, hvor man kan søge sparring. Du kan nemlig også være heldig at finde en ’maker’ med andre interesser, som du kan lokke til at hjælpe dig – se bare historien om Kirsten og Max: Max ville gerne lære at sy, så vi aftalte, at jeg tog min symaskine med og lærte ham det. Og Mor Kirsten har svært ved at greje Microbitten (lillebitte programmérbar computer), så den tager hun med, og jeg vil hjælpe hende med at forstå den, lyder det fra Anja Pagani.
Gratis kaffe og te
Stevns MakerSpace er et rum, hvor alder, køn og beskæftigelse ingen betydning har. Man mødes bare om fælles interesser og hjælper hinanden på kryds og tværs.
Alle kan altså møde op, når der er åbent.
– Og der er altid gratis kaffe og te på kanderne, slutter Anja Pagani med en vigtig, lavpraktisk information.
Gratis MakerSpace i Hårlev
Fra 1. januar er Stevns MakerSpace åbent:
Hver onsdag kl. 19-22
Den 2. lørdag i hver måned kl. 10-13
Ingen tilmelding, bare mød op: Biblioteket i Hårlev.
Det er gratis at komme i MakerSpace, du betaler kun for eventuelt materialeforbrug.
Kilde: Stevnsbibliotekerne