Borgmester Anette Mortensen (V) fik æren af at åbne den seneste perle i rækken af oplevelsesøkonomiske destinationer på Stevns, som borgmesteren udtrykte det i sin åbningstale fredag formiddag. Her ævnte hun bl.a. verdensarven og det kommende besøgscenter, Koldkrigsmuseet, Højerup og Stevns Fyr.
– Vi er nødt til at udvide den samlede pakke af tilbud og oplevelser, og derfor glæder det mig, at vi nu kan føje et nyt tilbud til listen af muligheder og oplevelser, sagde hun.
Anette Mortensen fandt endvidere, at det nye Stevns Folklore Museum også er vigtigt i en mere overordnet fortælling.
– Det bidrager til at bevare en del af kernen af selve det, som er stevnsk. Det med at kunne mærke og høre det, som er det stevnske. Nemlig de gamle historier, myter og sagn, som let går tabt mellem generationerne, lød det fra borgmesteren, før hun klippede den røde snor og erklærede Stevns Folklore Museum for åbent.
Bor selv i huset
Folkene bag har naturligvis også en historie, så hvorfor ikke fortsætte omtalen af Stevns Folklore Museum med en beretning om nogle af dem som står bag initiativet?
Alexandra og Anders Olsen er et ungt par, som ankom til den stevnske halvø for godt fire år siden. Hendes bagage var bl.a. en kultursociologisk uddannelse fra Rusland og Frankrig, så fundamentet for at kunne fange historiens vindesus lå lige for.
Tilflytterparret Olsen købte et smukt gammelt hus i Algade 41 i Store Heddinge, som var fuld af herlige gamle møbler, der bare kaldte på at fortælle historier om Stevns. Her bor de, men huset rummer også stedet med myter og sagn.
De har fået hjælp til projektet og håndværksarbejdet, viden fra lokalarkivet, og så har en god bid entusiasme, idealisme og stædighed nok hjulpet til.
– Da jeg kom til Stevns, var det, som at historien lå lige under overfladen og ventede på at blive fortalt, forklarer Alexandra Olsen som årsagen til, at museet nu ser dagens lys.
Kulturhjørnet
De hyggelige stuer – som ligger vis-a-vis Store Heddinge Bibliotek, Sankt Katharina Kirke og Snurretoppen – rummer både en café og et lille museum med hemmelige gemmer indbygget i skabe fra dengang, der var stilistiske krummelurer til.
– Her er Kongeskoven og dens mystiske hændelser. Og her et kig ind i middelalderborgen Gjorslev. Det er bl.a. Pil Tesdorpf, som har bidraget med design og mange andre ting. Her er også noget om Gøngehøvdingen og Kulsoen, fortæller Alexandra Olsen.
Hun tilføjer, at der er tekster om det hele på dansk, engelsk og tysk, for der satses også på turisme, og der er allerede etableret kontakt til SydkystDanmark.
– Mine børn var meget interesserede i elverfolket, og hvordan man kunne have hul i ryggen, siger Alexandra Olsen, og viser et flot udskåret »landkort« i træ af Stevns Herred. Kortet er fremstillet af trækunstner Sejer Folke.
– Det har været en sjov opgave, og jeg fik virkelig fornemmelsen af de gamle grænser og Stevns' historie, da jeg arbejdede med det, siger Sejer Folke, der har udvidet kortet med bl.a. Ådalen for at få alle de gode historier med, fortæller han.
Sommerfest
I forlængelse af åbningen blev der afholdt en mindre sommerfest for alle, som har støttet arbejdet med Stevns Folklore Museum.
– Vi er en håndfuld frivillige, som vil passe museet, der har åbnet alle dage undtagen onsdag og søndag, siger Alexandra Olsen, som gerne ser flere frivillige deltage i arbejdet.
I entréen er der borde og hylder til lokale varer, og i caféen sælges kaffe, te og kager. Der kan også bladres i bøger, så man kan fordøje de mange indtryk og fordybe sig i endnu flere.
– Jeg har oplevet, at stevnsboere er glade for deres historie, og jeg håber, at vi kan udvide med nye og sjove tableauer, hvor man kan komme på besøg hos Klintekongen og ind i Elverhøj, siger hun.
Imens hun taler, strømmer de første gæster til, og forfatter Lise Sjølund gør sig klar til at fortælle sagn for en masse små børn, som hun også havde skrevet en sang til. Den står parat på klaveret, for museets café har naturligvis også et sådant, som måske vil indgå i kommende stevnske folklore-arrangementer.