Spritbilist påkørte bil og butiksfacade

En 77-årig mand fra Stevns blev søndag aften anholdt af politiet efter, at han i beruset tilstand havde kørt bil i Hårlev og ved den lejlighed påkørt såvel en anden bil som facaden på SuperBrugsen på Bredgade.

Sagen begyndte for politiets vedkommende kl. 18.46, da en mandlig bilejer ringede og anmeldte, at hans bil var blevet påkørt, da den holdt på parkeringspladsen foran Brugsen. Men han havde ikke set, hvem der havde påkørt hans bil.

Men et vidne havde set føreren af en bil gå usikkert ind i forretningen. Da patruljen nåede frem, viste det sig, at bilisten også havde påkørt facaden på Brugsen. Det lykkedes politiet at finde frem til den bilist, der var mistænkt for at forvolde skaderne. En alkometer afslørede, at den 77-årige mand havde for høj promille til at køre bil. Han blev derfor anholdt og taget med på stationen til en blodprøve. Politiet optog rapport om uheldet, og skaderne ved uheldet skal nu opgøres. Parterne vil senere høre mere i sagen.