Sejltræning kan også foregå inden døre

Sejlklubben Rødvig Stevns har været en tur i svømmehallen Stevnsbadet for at forberede sig på den kommende sommersæson.

Den dag alle sejlere kæntrede

Alle ungdomssejlere skal lære at rejse en optimistjolle efter kæntring. Privatfoto

Alle kan lære at sejle, men de yngste sejlere i Sejklubben Rødvig Stevns mødtes søndag i Stevnsbadet til en trænings-eftermiddag, hvor kæntring i den grad var en del af programmet.

Sejlsæsonen på vandet startede så at sige i svømmehallen, hvor klubben havde taget en optimistjolle med, der behørigt blev rengjort, inden den blev »søsat«. Normalt plejer de små optimistjoller at have saltvand under sænkekølen, men denne søndag var det mere klor end salt, som skvulpede under glasfiberskroget.

Først blev alle unge beordret i baljen, hvor de hver især skulle bevise, at de var i stand til at svømme 200 meter med tøj og redningsvest. Derefter skulle de med vilje kæntre jollen og bevise over for sig selv og deres instruktør, at de kunne få skrog og sejl på ret køl igen.

I den sammenhæng er der også lige en opgave med at lænse jollen for vand.

Det er en meget vigtig egenskab at kunne, da man bliver meget forskrækket første gang, man kæntrer. Derfor er det rigtigt godt, at den første gang sker under kontrollerede former i en svømmehal, hvor man i ro og mag kan lære teknikkerne, inden det går løs på bølgen blå i Østersøen ud for Rødvig.

Ungdoms-trænerne fra Sejklubben Rødvig Stevns var tilfredse med dagens forløb.

Hvis man gerne vil have det sjovt på vandet og lære at sejle, så er man altid velkommen til at ringe til leder af ungdomsafdelingen Erik Nielsen på mobil 20869760 for at høre nærmere.

Jollen skal lænses for vand, når den er kommet på ret køl igen. Privatfoto
En jollekæntring er ikke et problem, når man kan håndtere situationen og få jollen på ret køl igen. Privatfoto
Alle ungdomssejlere skal lære at rejse en optimistjolle efter kæntring. Privatfoto
Der er ikke så meget vind til fremdrift i svømmehallen – så må styrmanden “pumpe” lidt på roret i stedet for. Privatfoto