Rødvigs vælgermøde blev det hidtil mest besøgte

150 stole var fyldt, og mange måtte stå op, da Rødvig Borgerforening holdt det klart mest velbesøgte valgmøde i valgkampen op mod kommunalvalget tirsdag 21. november.

– Jeg vil tro, at der er næsten 180 mennesker samlet, men hvis du skriver 165, så har jeg i hvert fald ikke overdrevet, lød det fra Rasmus Englund, der er skoleleder på Stevns Friskole, hvor Borgerforeningen denne aften havde fået lov til at bruge hovedbygningen til formålet, som var at sætte fokus på udviklingen af Rødvig.

Skolelederen er ud over dette også spidskandidat for Liberal Alliance, men det var ikke ham, der repræsenterede partiet denne aften. Det var Tim Warner, som Borgerforeningen ved lodtrækning havde udset til at starte den politiske talerække. I det politiske panel sad også Jan Jespersen (Enhedslisten), Hans Christian Rasmussen (SF), Ole Bech-Jensen (Borgerlisten Stevns), Line Krogh Lay (R), Anne Munch (S), Betina Baden (fri kandidat), Varly Jensen (DF), Conni Høgh Olsen (Nyt Stevns), Kenni Bech Jensen Toft (K) samt Carl Skou (V).

Mødeleder var Carsten Joost, der tog over efter en kort velkomst ved Freddie Larsen, som er formand for Rødvig Borgerforening. Under introduktionen fremgik det tydeligt, at alle hele vejen rundt stadig vil arbejde for at få en statsvej fra Stevns til motorvejsnettet. Den sag er i øjeblikket parkeret i ministeriet, hvor embedsværket er i fuld gang med at finde frem til en rigtige linjeføring set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt. Der forventes at ligge et svar i juni næste år.

– Og så er det vigtigt, at vi alle står sammen og ikke begynder at diskutere linjeføring igen. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan få den vej til Stevns. Det er ved at stå sammen. Det er noget, de har lært i Jylland for mange år siden, og som de har haft succes med. Kort og godt: Hvis vi ikke står sammen i spørgsmålet om en statsvej, så får vi den ikke, sagde Line Krogh Lay (R) i den sammenhæng.

Læs mere om vælgermødet i Rødvig i DAGBLADET Stevns onsdag