Post Nord har som led i sine rationaliseringsplaner lukket sit distributionscenter på Højerupvej i udkanten af Store Heddinge. Fredag 5. januar var sidste arbejdsdag for de 14 postbude, skriver Stevnsbladet.
I stedet skal posten til Stevns fremover sorteres i Køge. I første omgang sker det på det nedlagte posthus på Jernstøbervænget 2, men også dette center skal lukke. Herefter er det planen at samle hele distributionen af breve og pakker under Post Nord på en adresse i Køge Nord.
Ifølge Stevnsbladet har alle 14 ansatte på distributionscentret i Store Heddinge sagt ja til at flytte med til Køge. Post Nord oplyser, at årsagen til, at de 14 arbejdspladser nu forsvinder fra Stevns, er en kombination af stordriftsfordele og faldende brevmængder. For kunderne bliver der ingen forskel i forhold til den nuværende service.
Post Nord har boet til leje i bygningerne på Højerup de seneste 12 år efter, at etaten flyttede ud fra stationen i Store Heddinge.