Nyt Stevns mistede 30 procent af medlemmerne i 2022

35 medlemmer forlod Nyt Stevns i 2022

Ved udgangen af 2022 havde Nyt Stevns 83 betalende medlemmer, oplyste formand Poul Erik Brixtofte som det første punkt i sin beretning til lokallistens generalforsamling søndag på Traktørstedet Højeruplund.

Samme sted oplyste han sidste år, at medlemstallet pr. 31. december 2021 var på 118. Tilbagegangen i 2022 har dermed været på 35 medlemmer svarende til lige under 30 procent.

– Det er en tilbagegang, som jeg selvfølgelig er ærgerlig over, men må tage til efterretning. Det er typisk, at folk taber interessen et stykke tid efter valget, men jeg tror også, at en del siger til sig selv, at det sparer vi i år på grund af den høje inflation, sagde han i sin beretning.

På generalforsamlingen sagde bestyrelsen farvel til Louise Nordgaard, der ikke ønskede genvalg. I stedet for hende blev Jørgen Sørensen nyvalgt, mens der var genvalg til Anders Rysgaard, René Langelund Larsen og Søren Svensson for to år og Charlotte Brixtofte Jensen for ét år. Som suppleanter nyvalgtes Kolbrun Bjarnadóttir, mens Stig Pedersen blev genvalgt.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Poul Erik Brixtofte som formand, René Langelund Larsen som næstformand, Vivi Larsen som sekretær, Charlotte Brixtofte Jensen som kasserer. Jørgen Sørensen, Søren Svensson og Anders Rysgaard er menige medlemmer af bestyrelsen.