Nyt samarbejde skal sikre blå borgmester

Et nyt politisk samarbejde har set dagens lys op til kommunevalget 21. november. Nyt Stevns, Konservative og Liberal Alliance har givet hinanden håndslag på, at de står last og brast såvel i valgkampen, på selve valgnatten og i næste valgperiode, hvis de alle tre kommer i Kommunalbestyrelsen. Det skriver DAGBLADET Stevns tirsdag.

Det sker for at styrke det borgerligt-liberale samarbejde både ved konstitueringsforhandlingerne og i den politik, der skal føres efter valget. De tre partier i alliancen frygter, at borgerlig splittelse vil føre til, at Stevns får en socialdemokratisk borgmester.

– Der kommer ikke en blå kommune, hvis vi ikke taler sammen, siger Tim Warner (LA) som begrundelse for, at hans parti indgår i det nye politiske samarbejde.

Samarbejdet mellem de tre partier rækker dog ikke til et egentligt valgforbund. Kort før sankthans meddelte Konservative og Liberal Alliance, at de havde indgået valgforbund. Dette valgforbund står ved magt, men vil trods håndfæstningen med Nyt Stevns ikke blive udvidet.

– Det er et spørgsmål om matematik. Vi vil gerne have vores spidskandidat valgt ind, men erfaringerne fra den d'Hondtske valgmetode viser, at de små partier som regel taber stemmer til de store, når de går i valgforbund, siger Lars Barthold Hansen, der er formand og kandidat for LA.

De tre partier har givet hinanden håndslag på, at de vil optræde samlet i forhandlingerne på valgnatten. Det kommer ikke på tale, at ét af partierne kan lokkes med en udvalgspost for at støtte en borgmester uden for blokken. Her er der tale om en musketéred, understreger de.

Men med mindre de tre partier tilsammen får stemmer nok til at danne flertal, skal de hente støtte fra ét eller flere andre partier til den politik og den borgmester, som de ønsker.

– Mon ikke både Venstre og Dansk Folkeparti som gode borgerlige partier melder sig på valgnatten og stemmer for en ikke-socialistisk borgmester? Alt andet ville da se mærkeligt ud, siger Tim Warner.

Lasse Olsen tilføjer dog, at hvis Venstre står fast på, at Anette Mortensen er den eneste mulighed som borgmester, ser det svært ud.