I 100-året for kvindernes valgret er det stadig mændene, der fylder på biograflærredet og teaterscenen. Det er deres historier, der fortælles, og der er ofte dobbelt eller tre gange så mange mandlige skuespillere som kvindelige.
Sådan ser verden i hvert fald ud, hvis man spørger Stevns Teaterforening, og det har bestyrelsen nu taget konsekvensen af. I det nye sæsonprogram er der bevidst valgt flere kvindelige skuespillere på scenen. Lad os nævne i flæng nogle af de kvinder, der er på vej til Stevns: Margrethe Koytu, Pia Rosenbaum, Bodil Jørgensen, Camilla Marienhof og Lene Vestergård. Sidstnævnte sidder selv som en del af bestyrelsen og er samtidig en aktiv del af formandskabet.
I alt bliver det til 10 forestillinger – heraf én, der spilles to gange, og én på teaterforeningens generalforsamling onsdag 2. september i Snurretoppen.
To forestillinger har en kvinde alene på scenen, og begge vil formentlig blive et tilløbsstykke.
Fredag 13. november opføres en cabaret om Lulu Ziegler, der under krigen måtte flygte til Sverige, fordi hun ikke ville holde mund med sin holdning til nazisterne. I stedet sang hun sine sange som »Sangen om Larsen«, »Mit hjertes café« og »Den sidste turist i Europa«.
I cabareten: »Den Sidste Turist« spilles Lulu Ziegler af Bodil Jørgensen, der var på plakaten allerede sidste efterår, men måtte aflyse på grund af sin ulykke under en filmindspilning. Nu kommer hun så – på Harmonien i Rødvig.
Allerede inden da kan man opleve repremieren på »Viljen til sejr«, hvor stevnske Lene Vestergård tager livtag med Shakespeares »Coriolanus« – en genial romersk kriger, der satte sin bys eksistens på spil. Lene Vestergård har i halvfemserne opført stykket en række gange, men nu er det blevet skrevet om af Vigga Bro og Lene Vestergård i fællesskab og opføres i tæt samarbejde med musikeren: Erling Hjernø.
Forestillingen opføres to aftener i træk i Snurretoppen – tirsdag 22. og onsdag 23. september – fordi Lene Vestergård ønsker en tæt kontakt med publikum og derfor kun sælger 100 billetter pr. aften. Efter repremieren skal hun på turné rundt i landet hen over efteråret.
Læs mere om Stevns Teaterforenings nye sæsonprogram i DAGBLADET Stevns torsdag.