Kunsthøsten blev tæt på rekordstor

Den nybarberede stubmark foran den gamle løgfabrik i Varpelev emmede nærmest af sensommer – denne krydrede luft, som slår én i møde i august, når solstrejf veksler mellem drivende skyer og heftige byger. En lidt vemodig konstatering af, at sommeren går på hæld og snart vil afløses af naturens forfald, når efteråret for alvor sætter ind.

Sådan er høstens tid, og landmændene kan i år glæde sig over noget nær rekordhøst og gode afregningspriser på korn.

Men sidste weekend i august markerer også tid til kulturhøst i Stevns og Faxe kommuner. For 16. gang havde kunstnerne i Åbne Atelierdøre kaldt til samling på en lang række adresser i landskabet. Her viste de frem, hvad de har haft i støbeskeen siden sidste år – og høsten er stor i år. Næsten lige så stor som antallet af besøgende, der pendlede rundt i deres biler fra sted til sted. Nogle tog turen på cykel, og et enkelt hold under vandrefestivalen tilbagelagde frejdigt adskillige kilometer til fods for at se på kunst.

På løgfabrikken tog pastor Gunder Gundersen venligt imod gæsterne, bød dem på kaffe og småkager og noterede sirligt i en lille bog, hvor mange der kom. Og der kom mange – 378 om lørdagen og 437 om søndagen, i alt 815 besøgende hos de seks udstillere på Galleri Kraka. Andre udstillere, som DAGBLADET har talt med, melder ligeledes om rigtigt mange gæster weekenden igennem.

Galleri Kraka er nu blevet værksted for fem bildende kunstnere. De tre oprindelige: Annette Sjølund, Miriam Reiner og Bente Ansholm har fået selskab af Ejvind Bjerre og Christina Præstgaard.

Læs mere i DAGBLADET Køge mandag