Kommunen køber ikke private børnehaver

Foto: Jens Wollesen
På tirsdag 1. september er det fem år siden, at Børnehuset Diamanten åbnede som privat institution i Hårlev. Et enigt økonomiudvalg tror på, at Børnehuset nok skal klare skærene uden kommunens hjælp.
På tirsdag 1. september er det fem år siden, at Børnehuset Diamanten åbnede som privat institution i Hårlev. Et enigt økonomiudvalg tror på, at Børnehuset nok skal klare skærene uden kommunens hjælp.

Et enigt økonomiudvalg fraskrev sig på sit møde tirsdag muligheden af at købe bygningerne, der rummer Vallø Børnehus og Børnehuset Diamanten i Hårlev. I henhold til en gammel aftale har kommunen forkøbsret til at overtage bygningerne, hvis ejeren af dem ønsker at sælge. Den situation er opstået nu, fordi foreningen Frie Børnehaver – der ejer bygningerne og lejer dem ud til de to private institutioner – gik konkurs i maj.

– Vores forkøbsret til bygningerne blev skrevet ind i købskontrakten, da vi solgte bygningerne. Det skyldes, at vi som kommune er forpligtet til at give børnene et pasningstilbud, hvis de private børnehaver måtte stoppe. Så er det godt ikke at stå uden tag over hovedet. Men vi har vurderet, at de to institutioner nok skal klare skærene. De er allerede nået langt, og vi har stor tillid til, at de kommer i mål uden vores hjælp, siger borgmester Mogens Haugaard (V).

S har skiftet kurs

Økonomiudvalget vedtog allerede ved starten af sit møde at flytte de to sager om eventuelt køb af de to private børneinstitutioner fra lukket til åben dagsorden. Det betyder, at offentligheden nu har mulighed for at læse sagens akter. Da Børneudvalget behandlede sagen i sidste uge, fik Henning Urban Dam Nielsen (S) ført til protokol, at han »ønsker, at kommunen gør brug af forkøbsretten med henblik på at videreføre institutionen som kommunal institution«.

Altså præcis den udmelding, som Socialdemokraterne kom med fra deres sommergruppemøde i fredags. Men på Økonomiudvalgets møde tirsdag stemte alle – inklusive Socialdemokraterne – for ikke at bruge forkøbsretten på de to institutioner.