Koldkrigsmuseum mobiliserer i vinterferien

Du er genindkaldt til Stevnsfort i vinterferien
Koldkrigsmuseum Stevnsfort genindkalder turisterne i vinterferien. Foto: Stevnsfort

Under Den Kolde Krig byggede det danske forsvar på værnepligtige, som efter endt uddannelse kunne genindkaldes i store tal. Man talte derfor om "mobiliseringsforsvar". Langs de østvendte kyster på Sjælland og Øerne var der flere steder, hvor fjenden kunne gå i land – blandt andet fra Faxe Bugt. Her ville man – hvis faren for en invasion syntes overhængende – indsætte et stort antal mobiliserede soldater til at forsvare området.

Men hvilke kundskaber forventede man de genindkaldte besad? Og hvordan ville mobiliseringen foregå?

Det kan man finde ud af i vinterferien på Koldkrigsmuseum Stevnsfort. Her kan man kan prøve kræfter med feltbanen, patruljestien og på skydebanen, hvor man kan skyde til måls med ufarlige, men nøjagtige kopier af de våben, som de mobiliserede soldater skulle bruge.

Vinterferieaktiviteterne er støttet af Stevns Turistforening og holder åbent i både uge 7 og 8, hvor skolerne har vinterferie i henholdsvis Faxe og Stevns kommuner. Datoerne er fra mandag 13. til og med lørdag 25. februar – alle dage mellem kl. 11 og 16. Entréen er 50 kroner.