Strøby Egede/Strøby: Adskillige i facebook-gruppen ’Vores Strøby Egede’ – her er mere end 30 personer, der i løbet af januar måned har skrevet om udfordringer med manglende brevpost – fortæller om betalingskort, benzinkort, sim-kort, kørekort og handicap-parkeringskort, der aldrig er nået frem. Andre er gået glip af jule- og fødselsdagshilsner samt skrabejulekalendere, mens nogle har fået andres post i deres postkasser.
– Vi har to gange oplevet, at nye betalingskort, som skulle erstatte kort, der udløber her i februar, ikke er nået frem. Den ene gang endte det med, at min mand kørte til Nordjylland for at hente kortet i vores bank. Jeg har også hørt om nogle, der har misset deres indkaldelse til sygehuset og én er blevet sendt til inkasso, fordi telefonregningen ikke blev betalt til tiden, fortæller Annegrete Dall Visby, som bor på Magnolievej i Strøby Egede.
– Jeg har skrevet til Post Nord, men der var absolut ingen hjælp at få. Det er ikke i orden, at posten bliver væk. Det er utrygt, for hvor er den så henne? Og hvad med dem, som skulle have været til en sundhedsundersøgelse og bliver væk, fordi de ikke ved, at de har fået en tid?, spørger Annegrete Dall Visby.
Nye tider i postvæsenet
Engang var der røde postkasser på hvert et gadehjørne, karrygule postbiler og cyklende postbude, som sørgede for, at posten til danskerne kom sikkert frem hver dag og i alt slags vejr.
Sådan er det ikke længere. De seneste år er flere ændringer sket, i såvel firmanavn og ejerforhold. Post Danmark hører nu under PostNord-koncernen, der er ejet af den danske og svenske stat i fællesskab, farven på postbilerne er i dag blå og kadencen er gået væsentligt ned med ugelange leveringer på brevposten og mere fokus på pakkeposten.
Helt så sikkert er det tilsyneladende heller ikke længere at overdrage sin personlige post til den gamle postvirksomhed, i hvert fald ikke hvis man bor i Strøby Egede og Strøby-området, som siden november sidste år har oplevet udfordringer med både manglende levering og fejlleveringer af brevposten.
Også et problem i Strøby
Stevnsbladet har været i kontakt med flere andre, som heller ikke har fået deres post. Heriblandt Katja Pedersen og Christina Jensen, der begge bor i Strøby.
– I min familie sender vi kort til hinanden i forbindelse med højtider og andre specielle dage og anledninger til fest. Allerede i december manglede jeg at få i hvert fald to julekort – af hvad jeg ved, måske flere? Begge kort var i kuvert og kunne virke tykkere end normale kort. I det ene var et hjemmelavet kort med foldede teposer, som min moster bruger timevis på at lave. I det andet var noget hæklet julepynt, som min anden moster havde lavet til mig, skriver Katja Pedersen til avisen.
Katja Pedersen har fødselsdag i starten af januar, og også i den forbindelse var der mindst to fødselsdagshilsner, som ikke blev leveret.
Christina Jensen, der også bor i Strøby, har fået et MasterCard tilsendt to gange, mens hendes ekskæreste har mistet to simkort til telefonen.
Adskillige lignende oplevelser kan man læse i de mange facebook-opslag, hvor der også berettes om politianmeldelser og at dialog med PostNord-medarbejdere er blevet forsøgt. Men tilsyneladende er der fortsat udfordringer med Post Nords omdeling af breve, og der er stadig opslag fra folk, som ikke får deres post. Og omfanget er formentlig større end hvad opslagene i facebook-gruppen indikerer.
PostNord anerkender ikke problemet
Der er intet, som indikerer, at der skulle være tale om et generelt problem med postomdelingen i Strøby Egede eller omegn
Thomas Lauritsen, brevchef i PostNord Danmark
Stevnsbladet kontaktede tirsdag i sidste uge PostNord Danmark for at få en forklaring på den manglende omdeling, herunder hvad de vil gøre ved problemet.
Efter et par opfølgende telefonopkald indløb der fredag eftermiddag dette svar fra presseafdelingen:
– Vi har finkæmmet vores terminaler og distributionscentre for at se, om der skulle ligge nogle breve, vi har overset. Det er ikke tilfældet. Herudover har vi kigget alle vores processer og systemer i sømmene, og der er intet, som indikerer, at der skulle være tale om et generelt problem med postomdelingen i Strøby Egede eller omegn. Faktisk kan vi se, at alt vi har fået ind, er blevet omdelt, og kun enkelte brevforsendelser har været forsinkede. Vi omdeler dagligt omkring 8.000 breve i området, og det er meget få forsendelser vi får retur, så jeg har simpelthen ikke en god forklaring på den oplevelse nogle borgere i Strøby Egede her beskriver. Det er selvfølgelig beklageligt og noget vi tager alvorligt. Derfor er det også noget, vi bliver ved med at holde skarpt øje med fremover, skriver Thomas Lauritsen, der er brevchef i PostNord Danmark, i et skriftligt svar til avisen.
Redaktionen har bedt om et uddybende svar, hvor virksomheden forholder sig til de konkrete eksempler fra 30 borgere, som har oplevet problemer med brevforsendelser.
PostNord Danmark er ikke vendt tilbage med svar inden redaktionens deadline.
Politiet har kun registreret én anmeldelse
Stevnsbladet har også kontaktet Midt- og Vestsjællands Politi for at undersøge, hvordan de som myndighed forholder sig til problemet med breve, der ikke lander i postkassen.
Kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard oplyser, at der i perioden fra den 1. november 2022 til den 3. februar 2023 er registreret én anmeldelse om ’tyveri af forsendelse’ i Stevns kommune. En anmelder boende i Strøby Egede-området har indgivet en anmeldelse om ’manglende modtagelse af breve’.
Han oplyser videre, at en anmeldelse om manglende levering af et brev, der formodes stjålet, også kan registreres under en anden journalkode end ”Tyveri af forsendelse”. Der kan derfor godt være flere anmeldelser, end den éne som dukker op i søgningen. Men gennemgang af samtlige tyverianmeldelser i den angivne tidsperiode for at lede efter eventuelle anmeldelser om tyveri af brevforsendelser mv. er ikke foretaget
– Det vil kræve en manuel gennemgang og ikke kan klares ved få og enkle kommandoer i journaliseringssystemet, forklarer Martin Bjerregaard.
Typisk pakker der forsvinder
Antallet af anmeldelser om ”Tyveri af forsendelse” i hele politikredsen er i den tilsvarende periode 46 for de tre seneste måneder mod 21 i perioden i 2021/2022. Disse anmeldelser omhandler stort set udelukkende forsvundne eller stjålne pakkeforsendelser og ikke almindelige breve.
– En anmeldelse om manglende modtagelse af et brev eller en forsendelse vil af politiet blive vurderet for mulighederne for efterforskning ud fra de oplysninger, som modtages ved anmeldelsen, oplyser Martin Bjerregaard og han forklarer videre:
– Hvis der ikke er nogen konkret og specifik mistanke mod nogen – eller andre efterforskningsmuligheder i øvrigt – har politiet svært ved at foretage sig yderligere for at finde nogen, der kan mistænkes for at undlade levering eller ligefrem stjæle en forsendelse til en anden person.
En anmelder får underretning om politiets behandling af sagen, herunder hvorvidt sagen kan efterforskes eller ej. Samtidig får en anmelder også besked om, at en henlagt og uopklaret tyverianmeldelse kan genoptages, hvis der kommer nye oplysninger i sagen på et senere tidspunkt.
Kort kan ikke misbruges
Et stjålet betalings- eller benzinkort vil efter politiets opfattelse være uden værdi for den, der kommer i uretmæssig besiddelse af kortet.
– Det skyldes de generelle sikkerhedsforanstaltninger, eftersom f.eks. PIN-koden oplyses på særskilt måde eller f.eks. i mobil-/netbank. Dertil kommer at ikke modtagne kort typisk hurtigt bliver spærret af kortudstederen. Endelig vil eventuelt misbrug nærmest være umuligt på grund af to-faktor-godkendelse, typisk med MitID- og eller SMS-godkendelse, når et betalingskort anvendes til f.eks. nethandel, forklarer Martin Bjerregaard, der beskriver sikkerheden som værende så høj, at et stjålet betalingskort ikke kan anvendes til noget som helst.
Men den ekstra omkostning, som det i nogle tilfælde koster at få tilsendt et nyt kort, ligger typisk hos kunden.