Klokken 19.56 onsdag aften slog naboen til en 63-årig kvinde fra Strøby alarm til brandvæsnet, da det brændte i den 63-åriges bolig.
Hun bor i én af fire boliger i en rækkehusbebyggelse ved Strøby Bygade.
Brandvæsnet og politiet kørte til stedet, hvor det blev konstateret, at der ikke var nogen hjemme på adressen, hvor der var brand indenfor.
Naboen oplyste til politiet, at hendes hund var begyndt at gø, så hun lukkede den ud i haven, da hun troede, at hunden skulle tisse. Da hunden blev ved med at gø, undersøgte naboen årsagen nærmere og opdagede, at der var ild i den 63-åriges bolig.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der kun havde forårsaget mindre brandskader i stuen og i køkkenet. Ilden havde dog udviklet en del røg, så der skulle foretages en kraftig udluftning.
Den 63-årige beboer blev underrettet om branden og ankom til stedet, men måtte dog finde et andet sted at overnatte, idet politiet skal undersøge brandstedet yderligere i et forsøg at finde frem til årsagen til brandens opståen.
Ingen personer kom noget til ved branden, hvor politiet afsluttede de indledende undersøgelser cirka klokken 21.30, oplyser Midt og Vestsjællands Politi på sin døgnrapport.