Hårlev: De fleste, der er kørt forbi Faxevej 25 i Hårlev siden årsskiftet, har bemærket, at Chilis Grill er mørklagt.
Senest er der så også kørt en stor landbrugsmaskine ind foran indkørslen, så man ikke kan køre ind på matriklen, hvor grillbaren ligger.
På grillbarens hjemmeside skriver ejeren, at: “Vi har desværre midlertidigt lukket. Vi håber snart at kunne åbne igen.”
Samtidig kan man i det centrale virksomhedsregister (CVR) konstatere , at selskabet bag Chilis Grill er ophørt, så hvad betyder det reelt lyder spørgsmålet til ejer Anita M. Hansen.
– Det betyder, det der står på hjemmesiden. At vi har midlertidigt lukket og håber at kunne åbne igen. Men om det bliver om om 14 dage, en måned eller om et år, det kan jeg desværre ikke sige noget om, forklarer Anita M. Hansen over for DAGBLADET.
Hun ønsker ikke at komme nærmere ind på årsagen, men peger på, at hun vil genåbne sit cvr-nummer, når hun igen er klar til at åbne.
Det betyder, at ind til det sker, er det ikke muligt at køre ind og spise eller bestille mad fra Chilis Grill i Hårlev.
