
Af Henrik Fisker
Med tirsdagens udskrivelse af folketingsvalg til grundlovsdag har vi nu taget fat på én af de længste valgkampe i nyere tid. I forvejen er der varslet valg til Europaparlamentet søndag 26. maj, og det betyder, at valgplakaterne kan fylde gadebilledet i mere end en måned.
Startskuddet for at sætte plakater op til EU-valget gik i lørdags 4. maj, og fra næste lørdag 11. maj kl. 12 må der sættes plakater op til folketingsvalget, fremgår det af Vejdirektoratets udsendte valgkampcirkulære, der bl.a. kan læses på Stevns Kommunes hjemmeside.
Men opfindsomheden er stor. Straks efter udskrivelsen af folketingsvalget tirsdag sås aktivister i gang med at hænge valgplakater for Enhedslisten på Nytorv i Store Heddinge. Partiet sikrede sig dermed nogle af gode lygtepæle flere dage før de øvrige partier.
Og det er helt lovligt, før det eneste budskab på plakaten er partiets listebogstav: det røde og grønne Ø. Det gælder både til EU-valget og folketingsvalget 10 dage senere, så plakaterne kan blot blive hængende i hele perioden. Samme fidus har Det Radikale Venstre også luret og har hængt sine plakater med et stort B op i lygtepælene.