Fine jazztoner i intime lokaler

anmeldelse: Mindekoncert for Dexter Gordon – som i år ville være fyldt 100 – samlede søndag aften 50 tilhørere i Hotel Klintens pyramide, der har vist sig velegnet til de mere intime koncerter i Spilledåsen.

Mindekoncert for Dexter Gordon: Går den, så går den...

Normalt afholder Spilledåsen sine musikarrangementer i den gamle biograf i Store Heddinge, hvor der er garanti for ”stor” lyd, og hvor man sidder godt tilbagelænet i de polstrede stole. Imidlertid kan lokalet i Snurretoppen virke for stort, når der afholdes koncerter af mere ”intim art”, som mere indbyder til afvikling under mindre forhold med den tætte kontakt mellem publikum og de udøvende musikere.

Derfor har Spilledåsen i et samarbejde med Klinten i Rødvig skabt en ramme for disse koncerter i Pyramiden, der opfylder de samme strenge krav om den gode lyd, som er et must for foreningen. Senest med stor succes, da vellykkede koncerter med Bjarke Falgren og Jane og Shane kunne nydes til fulde.

Søndag aften kunne Spilledåsen så atter præsentere store navne fra den danske musikscene på den lille scene med højt til loftet. Ingen ringere end saxofonisten Claus Waidtløv, Jacob Christoffersen på piano, Daniel Franck på bas samt Jeppe Gram på trommer skulle her forsøge at løfte arven efter den legendariske saxofonist: Dexter Gordon. Denne karismatiske person blev én af de førende aktører inden for ”rigtig jazz”- nemlig hardbob, der gennem årene udviklede sig som en undergenre inden for jazzen, og ånden og melodierne fra dengang blev på forbilledlig vis mesterligt fremført denne aften af kvartetten.

Daniel Franck på bas og Claus Waidtløv på saxofon gav den fuld udblæsning på Klinten. Foto: Dorte Færch

Claus Waidtløv havde sammensat et spændende repertoire fra Dexter Gordons mangfoldige sangskat, bl.a. Cheese Cake og Fried Bananas, som er solide repræsentanter for hardbob-stilarten. Ud over disse klassiske Gordon Dexter- melodier blev vi også præsenteret for andre musikalske stilarter, som var en del af hans alsidige virke. Meditation med latinamerikanske undertoner; harmonisk, melodiøs og afbalanceret, samt bandets fortolkning af Body and Soul fra filmen: Round Midnight, hvor Dexter Gordon spiller hovedrollen. Begge ørehængere. Blues var også repræsenteret med nummeret: Loose Walk, og ekstranummeret var lidt af en perle: en uropførelse skrevet af bassisten: Daniel Franck med titlen: Gordon so Gordon – eller på dansk: ”Går Den – Så Går Den”.

De blændende musikere, der lyste af spilleglæde, havde en god kontakt til publikum, og det er tydeligt, at de er vilde med at spille sammen. Vi kunne til fulde nyde sammenhængskraften med plads til mange fine solopræstationer.

Med stående klapsalver hyldede de 50 fremmødte publikummer de fire musikere og sagde dermed tak for en god aften. Dejligt at der også på Stevns er tilhørere til denne form for musik.

Tommy Ebbesen