Snart er der familiejulekoncert i Hårlev Kirke med sangerinde Maria Høyer og pianist Peter Bruun. Det sker torsdag 3. december kl. 19.00.
Peter Bruun er uddannet som komponist fra musikkonservatoriet (1995) og cand.pæd i musikpædagogik fra Aarhus Universitet (2016). Han har komponeret en lang række værker i forskellige genrer: musikteater, kammermusik, kormusik, sange og salmer. Han arbejder som musikformidler, som foredragsholder og skribent, og særligt interesserer han sig for børns musikalske skaberkraft.
Maria Høyer er uddannet kirkesanger og folkeskolelærer. Hendes musikalske arbejde har hovedsageligt været som kirkemusiker i folkekirken. I øjeblikket er hun dybt optaget af sit arbejde som sangkonsulent i Sangens Hus, hvor hun bl.a. laver projektet: Sangglad. Her underviser hun pædagoger i at synge med børn og gøre sangen til en integreret del af vores hverdag.
– Jeg vil gerne være med til at give sangen i Danmark bedre vilkår. Sang påvirker mennesker positivt på så mange måder – det knytter os sammen, det styrker vores selvværd og vi bliver gladere. Det er, fordi kroppen udskiller endorfiner og kærlighedshormonet oxytocin. Vi oplever glæde og lykke – fuldstændigt som når vi kysser og krammer. Når vi synger sammen, skaber vi en fælles ramme, hvor vi får følelsen af at være en del af noget større. Sang gør os trygge, åbne og modige, og det åbner op for nye venskaber og knytter bånd. For når vi synger sammen, hører vi sammen. Derfor ønsker jeg, at det at synge sammen skal være en selvfølgelig del af vores liv, siger Maria Høyer.
Så kom og få en glad sangoplevelse med Meria og Peter torsdag den 3. december kl. 19.