Dobbeltkoncert i Sognehuset

De to unge og spændende sangskrivere Nikolaj Paakjær og Anders Hjernø inviterer til dobbeltkoncert i Lille Heddinge Sognehus. Det sker på torsdag 8. oktober klokken 19.30 – og det er ganske gratis.

Nikolaj Paakjær er sangskriver og salmedigter. Han er vokset op i Vestjylland, og i sin musik kredser han om det at vende tilbage til sine rødder – både geografisk og åndeligt.

I 2019 udkom albummet Sidste telefon før havet, som han indspillede ene mand i sin stue i København. Albummet beskriver en søgen efter tro på højere magter; en jagt der går fra byens tilrøgede værtshuse til Vestjyllands åbne vidder. Det indeholder også sange om opslugende, romantisk kærlighed, sanselige naturoplevelser og minder fra ungdommens busture over heden.

Nikolajs tekster er fyldt med hverdagsscener, og de er skrevet i et sprog som er skiftevis højstemt og jordbundet. Nikolaj synger på dansk, og hans koncerter inviterer til nærvær og eftertænksomhed.

Til koncerten slår han sig sammen med Anders Hjernø, der som sangskriver har en særlig evne til at gnide det hverdagsagtige imod det poetiske, så det slår gnister på en original og ofte ganske humoristisk måde. Humoren er også noget han tager med sig på scenen, hvor han på en veloplagt, lun og overraskende måde spiller sine sange, alene eller med sit band, som et kryds mellem David Byrne og Pia Raug.

Anders debuterede i 2012, da han brændte en CD med diktafon-indspillede popsange, og udgav dem under kunsternavnet TidligeArmbånd. Siden da har han udgivet et hav af musik i alverdens genrer, formater og konstallationer – senest i juni 2020 hvor rockalbummet Poesi? udkom digitalt og som teksthæfte.