Bredt budgetforlig uden om Stevns’ borgmester

Foto: Bjørn Armbjørn

Syv politikere, der repræsenterer 17 ud af de 19 medlemmer af Stevns Kommunalbestyrelse, præsenterede fredag eftermiddag et budgetforlig. Det holder skatten og grundskylden i ro, men har alligevel givet plads til en række velfærdsforbedringer – bl.a. hyppigere rengøring hos de ældre, flere pædagoger i daginstitutionerne og mere forberedelse til folkeskolens lærere. Til gengæld er der besparelser i den kommunale forvaltning, som nu skal udmøntes politisk.