
Indkvartering af flygtninge i pavilloner på Agerhøj i Store Heddinges vestlige udkant rykker tættere på. Men forinden barakbyen rejses, vil naboerne blive orienteret på et borgermøde, lover borgmester Mogens Haugaard (V) i DAGBLADET Stevns torsdag.
Meldingen kommer efter, at det står klar, at Stevns Kommune næste år skal modtage 64 flygtninge – oven i de 71, som er kvoten for indeværende år. Hertil kommer, at flygtningene efter en ventetid har ret til familiesammenføring fra deres hjemlande.
– Vi er udfordrede, det er der slet ingen tvivl om! Vi har med lodder og trisser fået boligplaceret vores flygtninge i år, men vi mærker, at vi er ved at have støvsuget området for de muligheder, der er, siger han.
Problemet bliver kun vanskeligere af, at flygtningene nu får markant færre penge mellem hænderne. De lavere satser, som blev vedtaget af Folketinget onsdag, giver flere kommuner sved på panden, fordi flygtningene ikke kan betale en normal husleje. Dermed bliver det sværere for kommunerne at indkvartere de nye borgere, som de er forpligtet til.
– Den lavere ydelse til flygtninge gør det ikke lettere. Med de nye satser kan de bruge næsten alle pengene på husleje, og det tvinger os til at finde en billigere løsning. Vi så helst, at de kunne spredes blandt stevnsboerne, fordi det gavner integrationen, siger borgmesteren.