
Bøgeskov Havn går den nye sejlsæson i møde med et spritnyt broanlæg. Arbejdet med at udskifte en del af broanlægget på havnens østlige mole har stået på gennem nogle uger og ventes afsluttet i løbet af denne uge, lyder meldingen fra havnens bestyrelse.
– Med dette arbejde gennemført har vi en velfungerende havn, som er klar til at modtage gæster i den kommende sejlersæson. Det betyder, at vi kan se fremtiden i møde med sindsro, indtil vi har fået fundraiset et større millionbeløb til en omfattende renovering af hele havnen på et senere tidspunkt, siger havnens kasserer Lars Honoré.
Besøgende i Gjorslev Bøgeskov og ikke mindst Bøgeskov Havn har i de seneste dage iagttaget, at et større fartøj har indtaget havnen. Det er specialfartøjet: Havnebyg af Gilleleje, hvis mandskab er i færd med at udskifte en del af broanlægget på havnens østlige mole.
Gennemførelsen af arbejdet betyder, at havnen vil møde den nye sejlsæson med et nyrestaureret broanlæg på hele den østlige mole. Og med en vestlig mole, der blev totalrestaureret for et par år siden, er havnen nu godt rustet til at betjene både fastliggere og gæstesejlere.
Det aktuelle broarbejde, der udføres med specialfartøjet fra Gilleleje som flydende arbejdsplatform, omfatter de sidste 42 meter brostrækning på den østlige mole og supplerer dermed den 40 meter lange brostrækning, som blev restaureret i 2021. Nogle år tidligere blev den mest landnære del af molestrækningen restaureret, så havnen er nu i mål med optimeringen af hele molens broanlæg, oplyser en tilfreds havnebestyrelse.
De to sidste etaper af brofornyelsen er muliggjort takket være støtte fra lokale fonde – med Stevns Brands Fond som hovedsponsor og Østsjællands Andelsvaskeris Fond som supplerende. De to fonde har tilsammen doneret omkring 1,2 million kroner til projektet, oplyser Lars Honoré.
Repræsentanter for de to fondes bestyrelser besøgte forleden havnen, hvor de inspicerede det igangværende arbejde, og de kunne ved selvsyn konstatere, at deres penge er givet godt ud, konstaterer havnens kasserer.
Palle Christensen / hfi