På en gåtur langs med Stevns Klint i søndagens solnedgang kom solen i linsen i flere tempi med forskellige forgrunde mellem Boesdal og Rødvig. Og samtidig fløj tankerne på langtur mod lysere tider – både bogstaveligt talt og i overført betydning.
Bogstaveligt talt har man næppe tænkt på det den seneste tid på grund af det blæsende og disede vejr. Men der er begyndt at ske meget med dagslængden – og lige nøjagtig i weekenden blev det meget synligt på grund af det smukke vejr med frost, vindstille og solskin.
Fra næsten ikke at kunne mærke nogen forskel fra dag til dag lige efter årets korteste dag den 21. december, oplever vi nu, at vi får næsten en halv times dagslys forærende for hver uge, der går.
Mandag eftermiddag går solen således ned klokken 16.19 og mandag morgen stod solen op klokken 8.24. Dermed er dagslængden lige omkring otte timer imod syv timer 21. december.
Vi ser frem mod de lysere tider.