Bæredygtig og kollektiv turisme

Bæredygtig og kollektiv turisme

KlausS

Ny turismestrategi for Destination SydkystDanmark

skal sikre jobs, økonomi og bæredygtig udvikling i en krisetid

Turisme: Sydsjælland og Møn skal gennem lokalt samarbejde og bæredygtige tiltag være blandt Danmarks stærkeste turistdestinationer. Det er målet i VisitSydsjælland-Møn A/S’ (VISM) nye strategi, som skal sikre, at turismen sættes endnu højere på dagsordenen i kommunerne Stevns, Faxe, Næstved og Vordingborg, fremgår det af en pressemeddelelse fra Destination Sydkystdanmark.

Turismen på Sydsjælland og Møn har lidt og lider stadig hårdt under coronarestriktionerne. Samtidig er naturen blevet presset i sommeren 2020, hvor mange danskere valgte udelivet i større stil.

– Den særlige sommer i 2020 har gjort, at der er tre pointer, der står lysende klart: Vi skal passe på vores natur, vi skal stå inde for vores kvalitet og vi skal værne om vores fællesskab for sammen at udvikle en bæredygtig turisme for Sydsjælland og Møn, udtaler direktør i VisitSydsjælland-Møn, Martin HH Bender.

I den nye strategi for de næste fire år er der fokus på tiden efter corona og hvordan lokalt samarbejde og bæredygtige tiltag kan løfte turismen til nye højder på Sydsjælland og Møn.

Værdifællesskab

Strategien har fået navnet: ’Turismekollektivet – Fra Coronakrise til Bæredygtig Vækst’ og fokuserer på fællesskabet i turismekollektivet.

I pressemeddelelsen fremhæves vigtigheden af at indse, at hele økosystemet i turismen, herunder overnatningssteder, restaurant, oplevelser med videre, hænger nøje sammen.

En god oplevelse for en gæst i området er nemlig afhængig af mere end ét godt overnatningssted eller ét uheldigt besøg på en restaurant. Gæstens ferie afhænger af et samlet indtryk af destinationen og dermed af turismekollektivet.

– Vi er alle kollektive destinationsejere, og ejerskabet binder os sammen – i stolthed, udfordring og ambition. Turismekollektivet er et værdifællesskab, der har fokus på fælles nytteværdi, medindflydelse, åbenhed, kvalitet og bæredygtighed, forklarer Martin HH Bender.

Vi skal passe på naturen

Sydsjælland og Møn er dels afhængig af jobs og oplevelser som turismen skaber, men samtidig presset, hvis udviklingen i turismen ikke tager hensyn.

En god og bæredygtig turisme er afhængig af hele turismekollektivet, hvilket vil sige receptionisten på hotellet, ejeren af campingpladsen, iværksætteren, den lokale turistforening og kommunerne, der alle skal trække i den samme retning.

– Det, turisterne kender Destination SydkystDanmark for, er naturen. Den skal vi passe på, og vi skal sørge for, at den også er her til de næste generationer. Ved at arbejde sammen i turismekollektivet, kan vi øge den økonomiske gevinst ved turisterne, udvikle områderne, skabe liv og samtidig pleje vores natur, siger direktøren i VisitSydsjælland-Møn.

Leveregler for udvikling

Gode steder at bo er også gode steder at være turist, og der er i den nye strategi opsat nye innovative leveregler for turismeudviklingen; regler, som sætter fokus på det lokale liv, det fællesskab der er og den natur vi omgiver os med.

Med en bæredygtig og attraktiv destinationsudvikling er målet at skabe øget omsætning for de erhvervsdrivende og dermed nye jobs til de lokale.

Strategien kan læses og hentes på turismekollektivet.dk

rmh