Butik holder forsinket åbningsfest

Julie Veje Bastholm Det Kollektive Klædeskab Sorø

Butikken Det Kollektive Klædeskab åbnede i lokalerne på Østergade 8b allerede i januar i år, men coronaen forhindrede en større markering af den åbning.

Men nu tager butikkens ejer, Julie Veje Bastholm, revanche og inviterer til reception lørdag den 30. oktober kl. 12-15.

Det var med et vist sug i maven, at Julie Veje Bastholm åbnede butikken, hvor man med et medlemskontingent får adgang til at bytte sig frem til tøj og dermed ekvipere sig på en bæredygtig måde.

– Men Sorø har tydeligt vist mig, at byen kan bære konceptet og vil være med til at gøre en aktiv og meningsfuld indsats for at passe på vores klode ved at bytte det tøj, som allerede findes, siger Julie Veje Bastholm.

Julie Veje Bastholm og Det Kollektive Klædeskab har i øvrigt flere arrangementer i støbeskeen. Blandt andet et foredrag den 11. november med titlen: Ryd op i dit Klædeskab med oprydningsmentor Laura Astrid Colstrup.