Når vi skriver ”vores by” om Dianalund, skyldes det ikke ejerfornemmelser. Det er fordi, vi bor og lever her. Her har vi rod – her har vi hjemme.
Det kunne lige så godt have været Sorø, Stenlille, Ruds Vedby eller et hvilken som helst andet sted – men nu er det altså Dianalund. Og vi vil gøre næsten hvad som helst for at forsvare vores by, helt lissom vores lokale håndbold- eller fodboldhold.
Gad vide om ikke de fleste i virkeligheden har det sådan? I hvert fald så længe det ikke koster noget…
I Dianalund har vi et af Vestsjællands største indkøbscentre – Dianalund Centret. Vi har dygtige handlende, som giver fin service og har gode priser, trods inflationen. Flere af dem er oven i købet ”gamle bysbørn”.
Dette til trods er kundegrundlaget, så vidt vi kan vurdere, lettere vigende. Flere handler på nettet og/eller tæt på det sted, de/vi arbejder. Samtidig er det sted, vi arbejder, for stadig flere borgere ikke lokalområdet. Centraliseringen betyder, at arbejdspladser og handel flyttes fra landområderne til de større byer.
Næste ”offer” bliver de større byer til fordel for de meget store byer. Og sådan vil det blive ved, for sådan er konkurrencesamfundet indrettet. Det handler om vækst. Enhver handlende ved, at det drejer sig om at tilbyde den bedste kvalitet til den billigste pris – ellers må man dreje nøglen om. Og det er en service, man kun kan tilbyde, hvis man vækster. Vækst er således blevet svaret på al udvikling.
Men sandheden er, at fortsat vækst i virkeligheden er afvikling både lokalt og globalt. Det har mange af de unge heldigvis gennemskuet – bl.a. takket være svenske Greta Thunberg. Vækst i det omfang, vi kender i dag, vil koste os livet, fordi vores klode ikke kan følge med. Klimaforandringerne viser det med al tydelighed.
Betyder vækstfilosofien, at den enkelte borger ikke kan gøre noget, der hvor han eller hun bor? – Nej! Hver især kan vi gøre noget. Vi kan fx beslutte, om vi vil handle i vores lokale butikker og forretninger – også selvom det er lidt dyrere end at handle på nettet. Vi har et valg! Vi har altid et valg! Vi kan handle på nettet og bidrage til vækstfilosofien – eller vi kan handle lokalt, og dermed bidrage til vores lokalsamfunds genopblomstring.
Det er et valg, vi hver især må træffe. Vælger jeg den ”billige” løsning, må vores lokale fællesskab og klimaet betale det, jeg sparer. Vælger jeg den lidt dyrere løsning, giver jeg til gengæld mit beskedne bidrag til, at vores by – og vores klode kan overleve en stund endnu. Du er altid alene med dit valg, og jeg med mit! – Ses vi i Dianalund Centret?
Bent Frederiksen
Finn Pilgaard Beyer
Dianalund